Poetry
They say that faith can move mountains
Written as a reaction to Sept. 11 2001
They say that faith can move mountains
But it can also tear towers down
They say that faith provides meaning
But does meaning have to provide faith?
They say faith is the substance of things
But do things have to take one faith’s stance?
They say that paradise gives hope
But it also takes lives
They say we should fear the Lord
But why should fear be greater than love?
They say that paradise and fear
Ensure morality and community
And they never fear the worst
Even when their faith turns to ice
Ice is cold
It splits and slashes
When expected the least
With their dreadful ice picks
They make our minds crack
And our bodies turn to ashes
They say ice is good
That it’s indeed its price worth
They connect self-destruction
With self-worth
They see no blood, only ice
But they are out for our blood
To turn it to ice
They say God is good
How does that help as we neither know
What is God nor what is good
They say that God is dead
How does that help?
We still have to make sense to the dead
and breathe meaning into life
Whether or not God lives
We still have to figure out
How to live
Together in peace
Peace with ourselves
Peace with others
Call it religion
Call it politics
It is violence we have to turn away from
Not people
However different they are
It is peace for the many we have to find
And not the one and only chosen Truth
Nothing hurts like the Truth
The question is not to find it
It is not the Truth we are after
In the near, the faraway or the hereafter
They say the next world is the answer
But what about the questions
Why care so much about the answer
and so little about the questions?
Questions like a tree to climb
Questions like branches in the wind
Branches for the swinging
Not for a hanging
Questions like a smile
Like a saxophone solo
Under a clear blue sky
Or in the darkest forest at night
But not as a crash
Of a tower-solo
With corpses as sixty-fourth notes
And tears in the eyes of all those
Who just cannot believe
What their eyes do see
Who just can’t understand
What others chose to believe
Turning faith into death
Dominique Bouchet
September 17, 2001
Mournful Beauty
Written after visiting Krakow's Remu'h Cemetry.
If the market were a lake
1st paragraph written in 1994 and second in 2016
If the market were a lake some marketers would just skim its surface. Many would be satisfied to take its surface temperature; a few would really care to investigate its deeper currents. But all would splash around to avoid drowning in it, greatly altering its surface on which each person tries to see his or her own accountable reflection.
If poets were marketers. Lakes would turn into concrete that looked like gold. Many would apply for a great seat in the sun on its altered surface; not so few would keep on ignoring the importance of art to maintain innovation and sustainability; a few would cry loud remembering the times when poetry did not serve any other purpose than that of creative uncountable reflection.
Las Vegas, the victorious death-spasm of tourism and luxury
“In his novel “La dame aux camélias” (written in 1848 and which inspired Verdi’s opera La traviata) Alexandre Dumas Junior makes Marguerite Gautier explain Armand the reason why courtesans like her have success: “Unfortunately, it is not our qualities they are after. To the contrary, it is our faults, our extravagances. It is our luxury that attracts them like light attracts moth.” This is how I perceive Vegas. An extravagant but yet conform, a glorious but yet decadent, puzzling but yet predictable, playful but yet deceiving, pretentious but yet ridiculous manifestation of frustrating Puritanism. What you see is not what you get, it is what you can’t get. And you can’t get no satisfaction, because it is a new kind of narcissistic onanism where no one is supposed to touch, smile or even talk but watch and spend. Eroticism, according to Georges Bataille, is assenting to life up to the point of death. Vegas, in my view, is assenting to death up to the point of life. And what a life, millions of watts for all the Frankeinsteins and Fausts coming back to life and childhood in a soft cocoon filled with colourful pillows and Teddy Bears and tiled with hundreds of TV screens. In Vegas life doesn’t stink, it sucks. Sucked down and rocked while riding back to future or mutating into a one-armed bandit, the tourist turns into a supernumerary in a Neiman-Marcus movie or spaceship staring – or steered by – Dollar Bill. They came to this showcase-luxury, because they were fed up with gadget-luxury of middle class society. They went on a tour to escape stress or apathy. They contribute to the success and glory of the latest form of luxury and tourism, which might be the last. Adventure and futility is absent of Vegas. When every thing is so big, everything feels so small. When so many colours are around, they turn to grey. Welcome to Vegas, welcome to the morgue of luxury and tourism, where a clock of eruptions, sea-battles and indifferent guided tours are there to dispose of you . Take a picture where you are supposed to. Put your money through the slot. You don’t need to go anywhere else, you have it all here. You shouldn’t expect anything else, this is supposed to be the best, the most luxurious: the Gargantua of our times. But there is no Rabelais, and no humanism to educate this one, that is self-eluding itself to death. It is not the death of a clown and there is no swan song; only fireworks over the heads of the ant-looking customers of this Sim-city-looking town (or is it a store?). What did you expect? In the age of Pulp Fiction, Short Cuts, Casino, and virtual reality luxury and tourism cannot remain untouched. Didn’t you have the feeling that you would be deceived. It’s all there and it’s big, but it’s all fake and, it’s like religion, if you don’t believe in it, then there is nothing to it. The same rituals, the same totems, seems pretty common, especially if you are no anthropologist but a tourist. What’s good about being a tourist if it is all the same? What’s good about luxury if it is no better and less fascinating than on the movie screen, or in the local restaurant? The moth is attracted by light and burned to death, but, where there is nothing to see, Peeping Tom turns his back.”
Dominique Bouchet 1998, “Las Vegas, the victorious death-spasm of tourism and luxury” in Advances in Consumer Research, Volume 25, 1998 page 7 (Special Session Summary).
To my child to be born
I am optimistic
I feel bound to be
In life I believe
It’s a doubtful future
We now seem to have
I am glad of this
The future is to be made
And not to expect
Or taken for granted
They are too many
Who do not praise uncertain times
They would rather be certain
Than doubtful
I am not a believer
I just dare
I have no expectations
I prefer helping things to happen
I am alive
I dare to give you life
Of course
In life I have faith
I don’t wish to handover
To those cold machines
That we produced
I don’t want to give away
Imagination and joy
And all those images
That we produced
That’s our life
I’ll take the challenge
I’ll live
I desire the colors
I enjoy the hours
I intend to care for
What is possible
And dare to dream of
What is impossible
I will love to show you
The colors of this world
Your father
8 months before you were born
Author:Dominique Bouchet
Translated from the Danish
Translator: Dominique Bouchet
Original from August 1987
Dansk
Til barnet
Jeg er optimist.
Hvad ellers?
Jeg holder på livet.
I disse år hersker der tvivl om,
hvad fremtiden vil bringe.
Det glæder mig.
Lad os skabe den selv
i stedet for blot at vente
og forvente.
Mange kan ikke lide de usikre tider.
De vil meget hellere tro end tvivle.
Jeg tror ikke på noget.
Jeg tør.
Jeg forventer ikke noget.
Jeg venter ikke på nogen,
der skal gøre,
hvad jeg tilstræber.
Jeg gør.
Jeg tør sætte børn i verden.
Hvad ellers?
Jeg holder af livet.
Jeg vil ikke overgive magten
til de kolde maskiner
vi selv har skabt.
Jeg vil ikke give glæden bort
og de forestillinger
vi selv har skabt.
Der skal liv til.
Jeg tager udfordringerne op.
Jeg lever.
Jeg magter at benytte
livets farve.
Jeg agter at beskytte
det mulige,
jeg påtænker at udtænke
det umulige.
Jeg vil vise dig verdens farver.
din far
(Dominique Bouchet)
Skrevet til Nils Bouchet af sin far i August 1987
Nils var da minus 8 måneder
Smukke bæk, rivende strøm
Oversat af Dominique Bouchet
Smukke bæk, rivende strøm
Fortids fos
Fra en såret egn
Af mig så forladt
I løber i hjertet
Af min pludselige forsvinden
Som mine tanker farer
Fjernt fra jeres somre.
I jeres sceneri
Af sten og mos
Ligesom den gamle morgen
Af min stakkels kærlighed
Vil jeg så gerne endnu
Ved jeres kildes fod
Med min hånd røre
Den bløde dunede blomst
Smukke bæk, rivende strøm
Fortids fos
Som giver tilløb
Til møllernes hjul
Syng et omkvæd
Giv jeres morgenkoncert
Fortidens barn
Savner jeres stemme
Legene er endt
Bækkene er væk
Træerne er ikke længere
Af vinden beklædt
Ilden er slukket
I stenens hjerte
Skærmtagene har tabt
Deres rustne bark
Smukke bæk, rivende strøm
Fortids fos
Fra en såret egn
Af mig så forladt
I løber i hjertet
Af min pludselige forsvinden
Som mine tanker farer
Fjernt fra jeres somre.
Et spørgsmål om tro
De siger, at troen flytter bjerge,
Men troen vælter også tårne.
De siger, at troen skaber mening,
Men et det meningen, at vi skal skabe tro?
De siger at paradiset giver håb,
Men det tager også liv.
De siger vi skal frygte ”vor” herre,
Selvom ”han” ikke er vores
Og selvom hverken de eller vi er herre over,
Hvad der faktisk er vores.
De siger, at frygten og paradiset
Sikrer moralen og samværet
Og frygter ikke det værste
Når deres tro fryser til is.
Isen er kold og den flækker
når man mindst venter det ;
Med deres spidshakker
Får de hele vort grundlag til at revne
Og vore kroppe til at stivne.
De siger at isen er god
At den er prisen værd
Men hvad med vores selvværd
Og hvad med alt det blod?
De siger, at Gud er god.
Hvad hjælper det, når vi hverken ved
Hvad Gud og god er?
De siger, at Gud er død.
Hvad hjælper det, når det er os,
Der skal puste liv i det døde, os
Der skal få meningen til at blomstre.
Ligegyldigt om Gud lever eller ej
Er det stadig os, der skal finde ud af
Hvordan vi kan leve sammen.
Kald det religion
Kald det politik
Det er volden, det handler om at bortvise
og ikke de andre og det anderledes.
Det handler ikke om at finde det vise
i det fjerne, det nære eller det hinsides.
Det siges, at det hinsides er svaret.
Men hvad med spørgsmålet ?
Hvorfor skulle det handle om svaret
Og ikke blot om spørgsmålet?
Spørgsmål som et træ
Man kan klatre på
Spørgsmål som en gren
Man kan gynge under
Men ikke hænge sig i
Eller hænge andre på.
Spørgsmål som et smil
Og en saxofon-solo
Under den klare himmel
Eller i den mørke skov
Men ikke som et brag
Af en tårn-solo
Med lig som fireogtresindstyvendedelsnoder
Og tårer i øjnene hos dem som ikke kan tro
deres egne øjne
Og på de andres tro.
Dominique Bouchet 17. sept. 2001
Grundlæggende spørgsmål i anledning af årtusindskiftet
Vil Anne stadig kunne holde mig ud?
Vil der stadig være jordbær til børnene?
Vil man kunne lære at værdsætte livet,
eller vil man skulle leve for varerne?
Vil man færdes blandt farverige venner
eller marchere i varetuneller?
Vil man ihærdigt tage vare om sig selv
eller opgive friheden og ansvaret?
Vil folk have tid til at skabe sig deres sjæl
eller blot gå op i et stel eller skel?
Hvem flygter fra angsten?
Hvem leger med den?
Vil man have lyst til at kunne mærke verden
eller til at beruse sig væk fra den?
Vil man helst lære at forstå hinanden
eller bliv ved med at undgå hinanden?
Hvem vil være glad for de mange forskelle?
Hvem have angst for at tabe ethvert skel?
Vil dumheden stadig herske eller hvad?
Vil mange holde op med at tænke selv
og blive ved med at tanke op i stedet?
Vil man holde op med at være kreativ,
for at lade computere kombinere på ny?
Hvem vil samle trådene?
Vil alle verdens strande
og alle verdens bjerge
blive brugt som losseplads?
Vil alle kunne spise?
Hvem vil få lov til at lege?
Hvem vil komme til at eje:
alle? de vigtige? de få?
Vil vi holde op med at tro,
at vi kan opfylde vore behov?
Vil man kunne skabe myter
vel vidende, at de er myter?
Vil man kunne mærke samfundet
og stadig kunne mærke sig selv?
Vil alle blive til turister
og fremmede i deres eget land?
Vil ordet « her » stadig have mening
og vore hære udrydde meningen?
Vil vi komme til at udvide vort ordforråd
Eller igen til at slette i retskrivningsordbogen?
Vil vi blive ved med at forenkle alting
eller ende med at forbinde det hele,
vil vore kundskaber kobles til hinanden,
og vil vore lidenskaber holde vand?
Dominique Bouchet (Maj 1999)
Det var de 20 spørgsmål, jeg formulerede på anmodning af Jesper Horn og Henrik M. Møller for deres multimedieprojekt "Babelstårnet 2001" Her kan man se den del, hvor jeg besvarer de 20 spørgsmål, de valgte blandt de næsten tusinde, de samlede.
Français
Espoir de miettes
Quand partout la lumière vous semble recouverte
Et que dans ce brouillard vous n’êtes plus alerte
Mais à terre sans espoir d’y voir une île verte
Un beau soleil du soir, un sourire sur des lèvres
Quand vous êtes sans but et désemparé
L’horizon n’étant plus devant mais bien derrière
Les amis parsemés, les envies toutes à terre
Ne sachant où aller, ou même que réparer
N’entendant que reproches et silences insinuants
De la part de vos proches qui de loin comme de près
Ne vous semblent de vous réclamer que silence
Et surtout espérer de ne pas être auprès
Que pour vous comme pour eux tout ce que vous croyiez
Encore pouvoir donner, encore pouvoir rêver
Ne semblent que chimères, qu’il convient d’oublier
Et qu’ vos larmes amères ne sauraient raviver
N’oubliez surtout pas ceux sur qui vous comptiez
Et qui semblent vous dire d’encore compter sur vous
Pour rassembler les miettes et renouer les liens
Qui dessus votre assiette vous maintiennent debout.
A mon enfant qui va naître
Je suis optimiste.
Il le faut.
J’ai foi en la vie.
L’avenir, aujourd’hui, on en doute.
Je m’en réjouis.
Faisons le naître nous même
aulieu d’espérer
et d’attendre.
Nombreux sont ceux qui redoutent
les temps incertains.
Ils préfèrent croire
plutôt que douter.
Plutôt que croire,
je préfère oser.
J’ose.
Je n’espère pas.
Je n’attends pas.
J’aspire.
Je vis.
J’ose te mettre au monde.
Naturellement.
J’ai foi en la vie.
Je ne voudrais pas
abandonner notre pouvoir
aux froides machines
que nous avons créées.
Je ne voudrais pas
gaspiller la joie
l’imagination
et ces belles images
que nous avons créées.
C’est de vie que nous vivons.
Je relève le défi.
Je vis.
J’aspire aux couleurs.
J’admire les heures.
J’entends protéger
le possible.
J’ose penser
l’impossible.
J’aimerai te montrer
les couleurs de la vie.
ton père
août 1987, 8 huit mois avant ta naissance
traduit de l’original danois
en mars 1988.
Dominique Bouchet
Español
Para niño que va a nacer
Soy optimista.
Es necesario.
Creo en la vida.
Del porvenir hoy día se duda.
De esto me alegro.
Tenemos que construirlo
en vez de esperar
o de prever.
Son numerosos los que temen
tiempos inseguros.
Les gusta más
creer que dudar.
Antes atreverse
que creer.
Me atrevo.
Antes anhelar
que esperar.
Ansio.
Vivo.
Me atrevo a darte la vida.
¿Porqué no?
Creo en la vida.
No me gustaría
dar rienda suelta
a las frías máquinas
que hemos producido.
No me gustaría
derrochar la alegría,
abandonar la imaginación,
y todas estas metáforas
que hemos producido.
Es de vida que vivimos.
Acepto el reto.
Vivo.
Anhelo los colores.
Ansío las horas.
Quiero cuidar
de lo posible.
Me atrevo en pensar
lo imposible.
Me gustaría enseñarte
los colores de la vida.
tu padre
- agosto 1987
traducido del original danés
en marzo 1988.
Dominique Bouchet
Deutsch
An das Kind
Ich bin Optimist.
Wa sonst?
Ich setze auf das Leben.
In diesen Jahren herrscht Zweifel
darüber, was die Zukunft bringen wird.
Das freut mich.
Gestalten wir sie selbst,
anstatt nur zu warten
und zu erwarten.
Viele mögen die unsicheren Zeiten nicht.
Sie wollen viel lieber glauben
als zweifeln.
Ich glaube an nichts.
Ich traue mich.
Ich erwarte nichts.
Ich warte auf niemanden,
der tun soll,
was ich erstrebe.
Ich handle.
Ich traue mich, Kinder in die Welt zu setzen.
Was sonst?
Ich habe das Leben gern.
Ich will die Macht nicht abgeben
an die kalten Maschinen,
die wir selbst geschaffen haben.
Ich will die Freude nicht weggeben
und nicht die Vorstellungen,
die wir selbst geschaffen haben.
Dazu gehört Leben.
Ich nehme die Herausforderungen an.
Ich lebe.
Ich vermag es,
die Farbe des Lebens
zu benutzen.
Ich gedenke, das Mögliche
zu schützen,
ich beabsichtige, das Unmögliche auszudenken.
Ich will dir die Farben der Welt zeigen.
Dein Vater.
Dominique Bouchet